mandag den 24. november 2008

Ting 4 og 5: Google Læser og Overskrift.dk

Ting 4: Google Læser

Direkte link til Google Læser - Vejledning til Google Læser

Om Google Læser
Det kan være svært at følge med på alle de gode websider og blogs, som findes på nettet. Mange tilbyder selvfølgelig nyhedsbreve, men indbakken kan hurtigt flyde over og forvandle sig til et uoverskueligt inferno. Hvad gør man så, hvis man både vil have ro i indbakken og samtidig ikke gå glip af de gode nyheder, mens de stadig er nye?

En smart løsning er at bruge en nyhedslæser. Med en nyhedslæser kan du abonnere på nyheder (nyhedsfeeds) fra dine yndlings websider og få dem vist samlet på ét sted. Det betyder, at du sparer en masse tid og samtidig får et meget bedre overblik over, hvad der rører sig indenfor nogle af de områder, som netop du interesserer dig mest for.

Hvad er nyhedsfeeds?
Nyhedsfeeds kaldes ofte også RSS-feeds eller bare feeds. RSS-feeds består af en sides indhold i en XML-version. Denne XML-version af siden kan læses af en nyhedslæser som f.eks. Google Læser eller Bloglines. En nyhedslæser besøger med jævne mellemrum de feeds, man har bedt den om, scanner dem for ændringer, og præsenterer overskrifter og korte indledninger sammen med et link til den oprindelige webside. Du kan læse mere om RSS på Wikipedia eller på vertikal.dk.


Opgaver
- Log ind på Google Læser og abonner på din gruppes blogs og evt. andre blogs
- Stjernemarker de bedste indlæg
- Tilføj Google Læser til din iGoogle.




Ting 5: Overskrift.dk
Direkte link til Overskrift.dk - Vejledning til Overskrift.dk

Om Overskrift.dk
Overskrift.dk er en side som forsøger at lave en let indgang til alle danske blogs. Her har man rige muligheder for at søge blandt stort og småt og løbende følge med i nye indlæg. Overskrift.dk er for alle - også for din blog.

Opgaver
- Find spændende feeds og abonner i Google Læser
- Registrer din egen blog

mandag den 17. november 2008

Ting 3: iGoogle

Ting : Få styr på din netverden med iGoogle
Direkte link til iGoogle
Vejledning til iGoogle

Med iGoogle kan du selv tilpasse din startside, som du vil have den og tilføje lige præcis de "gadgets" (komponenter), du har brug for, og tage startsiden med dig alle steder. Der er stort set en gadget til alt - også til mange af de ting, som indgår i 23ting, så der er rig mulighed for at udbygge din side.

Du kan få vist alt fra vejrudsigten og en kalender, til nyheder fra diverse hjemmesider, små spil eller måske dagens vits eller tegneseriestribe.

Opgaver:

  • Opret din egen iGoogle startside
  • Tilføj din Gmail og blog
  • Tilføj en spændende, sjov, skør eller nyttig gadget og fortæl om den på din blog

Ekstra ting: Google kalender
Vejledning til Google kalender

Vi har efterhånden alle, flere kalendere som skal tjekkes mange gange om dagen. Google Kalender tilbyder dig at samle alle kalendere i én, med mulighed for at kombinere eller adskille dem, som du har lyst og behov for.

Sidste nyt med kalenderen er, at man kan få tilsendt en SMS eller Email om vigtige begivenheder...

Du kan også tilføje din kalender på din iGoogle startside. Se i vejledningen hvordan.

God fornøjelse. :)

tirsdag den 11. november 2008

Tips til Ting 1 og 2

Selve opgaven finder du nedenfor, men her følger et par gode råd, du kan få gavn af.

Husk at bruge bloggen
Hvis du har problemer med ugens opgaver, så fortæl gerne om det på din blog. Der er helt sikkert andre, der har været ude for det samme. Og hvis du har fået løst problemerne, er der med stor sandsynlighed nogen, der kan få glæde af dine erfaringer, hvis deres egne opgaver driller. Så skriv meget gerne et par ord, om de erfaringer du gør dig, både negative og positive.

Tidszone på bloggen
Da Blogger er et amerikansk værktøj, er tiden per default ikke sat til dansk tid, men dette kan du lave om på, så det ikke ser ud som om du skriver dine indlæg midt om natten. Du ændrer det ved at logge dig på og gå ind under Indstillinger. Under fanebladet Formatering kigger du underTidszone, hvor du kan vælge: (GMT+01:00 København).

E-mail ved kommentar
Hvis du synes det er svært at huske at checke din blog for kommentarer, så kan du faktisk slå muligheden "E-mail ved kommentarmeddelelse" til, så du får en mail, når du får en kommentar. Dette gøres under Indstillinger - Kommentarer, hvor du nederst på siden kan skrive din e-mail adresse.

Ordbekræftelse ved kommentarer
Noget andet du kan overveje er at slå ordbekræftelsen fra ved kommentarer. Som standard er den slået til, og det betyder, at hver gang nogen vil skrive en kommentar til dig, skal de indtaste et ord, der bliver vist på et billede. Ordet kan være lidt svært at læse, og derfor bevirke at nogen opgiver at skrive en kommentar, hvis det mislykkes flere gange. Fasciliteten er der for at forhindre spam, men udbredelsen af spam i bloggen er ikke særlig udbredt. Det kan dog forekomme ved at du fx. pludselig får en kommentar fra en du ikke kender, der linker til sin egen blog. Hvis du oplever dette flere gange, kan du jo altid slå ordbekræftelsen til igen. Du slår det til og fra under Indstillinger og punktet Vis ordbekræftelse for kommentarer?

Kig gerne under de øvrige Indstillinger, hvor du har mange muligheder for at tilpasse din blog.

mandag den 10. november 2008

Ting 1 og 2: Gmail og Blogger

Velkommen til de første 2 af de 23 ting. Du skal nu oprette en Gmail og en Google-konto, som du kommer til at få brug for senere i 23 ting forløbet samt din egen blog.

Ting 1: Opret en Google-konto og få en Gmail
Direkte link til Gmail - klik på "Sign up for Gmail"
Vejledning til Google-konto/Gmail

Om Ting 1
Når du opretter en Google-konto får du automatisk en Gmail som er en webmail. Det betyder at du kan tjekke mails på en hvilken som helst pc med internet. Har du allerede en Gmail, så har du også en google konto. Spring da denne ting over, medmindre du ønsker at oprette en separat mailadresse til dette projekt.

Ting 2: Lav din egen webblog
Direkte link til Blogger
Vejledning til Blogger

Om Ting 2
Du skal nu oprette en weblog eller bare blog, som de ofte også kaldes. En blog er en slags dagbogs-hjemmeside. Med en blog kan du alene eller sammen med andre hurtigt og enkelt skrive indlæg om det, der optager dig og du har lyst til at dele med andre.

Blogs kan være personlige, faglige, for sjov eller meget seriøse. Her er nogen eksempler på forskellige typer blogs: Biblog - Tv2 News - Grydeskeen

Få mere at vide om Blogger på Bloggers guide tur

På din blog har du mulighed for at oprette indlæg i form af tekst, billeder og video.

Indlæggene vises kronologisk med det nyeste først.

Du har adgang til din blog fra alle computere med internetadgang.

Bloggen er vigtig
Bloggen bliver nemlig omdrejningspunkt for hele forløbet. Du skal løbende skrive hvordan du oplever 23ting, og gerne også skrive andre sjove eller seriøse indlæg. Du kan indsætte billeder og gøre din blog personlig på mange forskellige måder. Men husk, du skal kun gøre din blog så personlig, som du selv er tryg ved og skrive så meget om dig selv, som du har lyst til.

Opgaver:

  • Opret en blog

  • Skriv et indlæg, gerne om at nu er du igang med 23 ting, dine tanker, forventninger, oplevelser.

  • Få en kollega fra din gruppe til at kommentere dit indlæg

  • Kommenter indlæg af en kollega i din gruppe

Husk, når nogen skriver en kommentar i din blog, er det en meget god idé at svare, for at vise at du har set kommentaren og er glad for den. Det er den slags, der gør, at folk vender tilbage - at der kommer lidt dialog.

Hvor er de andre?
Få din blog registreret på deltagerlisten, så du og dine kolleger kan finde hinandens blogs, ved at sende en mail med link til den af følgende: Sanne, Alice, Kirsten eller Elisabeth, der sidder i din gruppe. Du skal også sende dem din gmail adresse.

Hvis du får problemer eller har spørgsmål er der også hjælp at hente hos Annette, Anne, Lise eller Per.

Rigtig god fornøjelse! :)